PRESSEMEDDELELSE
Mandag den 10. marts 2025
To nye mærkningsordninger skal sætte skub på den grønne omstilling af mere end 220.000 feriehuse i Danmark. Der er tale om mærkningsordningen ”Koglemærket – Fokus på Energi” samt videreudvikling af den anerkendte DGNB Villa-certificering, som nu også omfatter feriehuse.
Turismen skal bidrage til den grønne omstilling i Danmark. Derfor lanceres nu to nye mærkningsordninger, der skal fremme mere grønne opførelser, renoveringer og drift af de danske feriehuse og dermed styrke Danmarks bæredygtige turismeprofil. Rådet for Bæredygtig Byggeri står bag den ene ordning, som omfatter en tilpasning af DGNB Villa certificeringen, mens Feriehusudlejernes Brancheforening udkommer med Koglemærket – Fokus på Energi. De to ordninger supplerer hinanden med et fokus på henholdsvis nybyg/renovering og på drift.
- Det skal være nemmere for turisterne at træffe grønne valg, og udviklingen af bæredygtige løsninger og overnatningstilbud skal være med til at styrke Danmarks position som et miljøvenligt rejsemål samt indfri målsætningerne i den nationale turismestrategi frem mod 2030, fortæller Jens Hausted, som er direktør i Dansk Kyst- og Naturturisme, der har været partner på udviklingen af begge mærkningsordninger.
Mærkningsordningerne omfatter ”Koglemærket – Fokus på energi”, som er en fælles mærkningsordning for energiforbedrede feriehuse udviklet af Feriehusudlejernes Brancheforening samt en videreudvikling af Rådet for Bæredygtigt Byggeris DGNB Villa-certificeringen, der som noget nyt nu også omfatter feriehuse. De to ordninger vil ifølge Dansk Kyst- og Naturturisme accelerere den grønne omstilling af landets største ferieovernatningsform.
- Feriehusene er kyst- og naturturismens kerneprodukt og tegner sig for halvdelen af overnatningerne i Danmarks kystnære områder. Derfor er det afgørende, at vi formår at sikre en grøn omstilling af feriehusene for at imødekomme markedets nye tendenser og efterspørgsel. Ordningerne er et aktivt bidrag til en grøn omstilling af de danske feriehuse – både de der udlejes til turister, og de der kun bruges privat. Samtidigt bidrager de også til en mere bæredygtig omstilling af de områder, som feriehusene ligger i. Det er vigtigt med en helhedsorienteret udvikling af grønnere feriehuse, og her er feriehusordningerne en markant milepæl, fortæller Jens Hausted.
DGNB-certificeringen er en internationalt anerkendt certificering af bæredygtighedstiltag, der hidtil ikke har omfattet feriehuse. I Rådet for Bæredygtig Byggeri glæder man sig over nu at kunne udbrede DGNB-ordningen til også at omfatte både nybyggede feriehuse og renoveringer siger adm. direktør Annemarie Munk Riis.
- Det er et godt skridt, at ambitiøse feriehusejere nu kan opnå en DGNB-certificering. Feriehuse bør som andre bygninger optimeres med klimatiltag, biodiversitet og de andre parametre i en certificering. Jeg er især glad for, at DGNB-certificering giver gode incitamenter til renovering. Det er vigtigt at vedligeholde, fremtidssikre og energiforbedre feriehuse som del af at nå de danske klimamålsætninger, fortæller direktøren.
Ny mærkningsordning skal gøre danske feriehuse til et grønnere ferievalg
I Danmark er der omtrent 220.000 feriehuse fordelt over hele landet, som er ejet af danskerne selv. Ca. 43.000 udlejes gennem landets feriehusudlejningsbureauer, mens de resterende udlejes eller anvendes privat. Med ”Koglemærket – Fokus på Energi” vil Feriehusudlejernes Brancheforening således inspirere, opfordre og motivere husejerne til at foretage de nødvendige investeringer for at blive en del af mærkningsordningen.
- Der ligger en stor opgave i at synliggøre, at energioptimering af feriehuset ikke alene er et vigtigt skridt i den grønne omstilling, som vi alle skal bidrage til, men også samtidig er en økonomisk investering, der vil komme både samfundet og den enkelte til gavn. Turisterne er allerede opmærksomme på bæredygtige løsninger, og fremover vil det i stigende grad være en såkaldt hygiejnefaktor, som de vil forvente, er til stede. Vi ser derfor Koglemærket – Fokus på Energi som en betydelig fremtidssikring af det danske feriehusprodukt”, lyder det fra direktør i Feriehusudlejernes Brancheforening Pernille Kofod Lydolph.
Ordningen peger på konkrete tiltag, der kan energioptimere danske feriehuse, og mærket vil fremover være synligt på feriehusudlejernes bookingplatforme – særligt de tyske gæster vil gerne favne bæredygtighed i deres ferieovervejelser.
”Koglemærket – Fokus på Energi” og tilpasningen af DGNB Villa-certificeringen til feriehuse er begge støttet med midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, hvor sidstnævnte er udarbejdet i regi af Partnerskab for Bæredygtig Turismeudvikling.
For yderligere information kontakt venligst:
Om Dansk Kyst‑ og Naturturisme
Dansk Kyst‑ og Naturturisme er en erhvervsdrivende fond, der vil udvikle og skabe vækst i kyst‑ og naturturismen i Danmark. Fonden er ansvarlig for udviklingen af kyst‑ og naturturismen i hele Danmark og skal medvirke til at vende tilbagegang til vækst og vinde nye markedsandele.
Dansk Kyst‑ og Naturturisme fokuserer på tre sammenhængende kerneområder inden for kystturisme; at sikre international synlighed, produktfornyelse og bedre destinationskvalitet. Se mere på www.kystognaturturisme.dk
Om Rådet for Bæredygtigt Byggeri
Rådet for Bæredygtigt Byggeri er en non-profit medlemsorganisation, der er sat i verden for at fremme bæredygtighed i bygge- og ejendomsbranchen. Rådet arbejder aktivt for at udvikle en bygge- og ejendomsbranche, som agerer med hensyn til mennesker og de planetære grænser samt skaber sunde og holdbare byer og bygninger med mindst mulig klimapåvirkning. Se mere på www.rfbb.dk.
Om Feriehusudlejernes Brancheforening
Feriehusudlejernes Brancheforening er en organisation, der varetager interesser for formidlere af feriehuse i Danmark. Foreningen arbejder blandt andet for at sikre den nødvendige kapacitet til brug for udlejning samt at fremme turismebranchens interesser og sikre en velfunderet og bevidst udvikling af turismen i Danmark. Foreningen repræsenterer 95% af alle feriehusudlejere i Danmark. Se mere på www.feriehusudlejerne.dk.
Mærkningsordningen Koglemærket – fokus på energi peger på konkrete tiltag, der kan energiforbedre dit feriehus. En gratis og frivillig mærkningsordning.
Vandkunsten 3, 3.
DK-1467 København K
CVR-nr: 91877651
Hovednummer:+45 96 30 22 44
Mail: mail@feriehusudlejerne.dk
Koglemærket – Fokus på energi
Mobil: +45 21 93 84 92
Mail: koglemaerket@feriehusudlejerne.dk
Søger du Ankenævnet for Feriehusudlejning?